Døgnrapporten i Vipperød: mandag den 4. oktober

Profilbillede

Vipperød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Bakkendrupvej, Store-Fuglede
Bødkervej, Jyderup

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Broagervej, Køge
Kaspersvej, Kaldred, Eskebjerg
Krokusvænget, Asnæs
Solbakken, Havnebyen, Sjællands Odde
Kirketorvet, Store-Heddinge
Kongensgade, Ringsted
Læstedet, Greve
Kornvej, Jyllinge
Jyllingehøj, Jyllinge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Strandvejen, Køge

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Parkvej, Solrød Strand
Byleddet, Roskilde
Ulvefodvej, Greve
Engblomstvej, Greve
Nældebjerg Alle, Greve


Fredag – lørdag:


Vold mellem arbejdskollegaer – Lykkebækvej, Køge

Kl. 11.31 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd på samme byggeplads havde været i slagsmål, så den ene part var blevet kvæstet i lettere grad. Politiet fik på byggepladsen klarlagt, at den tilskadekomne var en 35-årig mand fra Slagelse. Han oplyste, at efter et skænderi med en anden mand om et pengespørgsmål var blevet slået i ansigtet og derved blevet lettere kvæstet. Efterfølgende foretog politiet anholdelse af en 41-årig mand fra Fjenneslev, som blev sigtet i en sag om vold. Efter afhøring til sagen løslod politiet den 41-årige, som senere vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Skimmedevej, Ågerup, Vipperød – Holbæk

Kl. 19.00 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i en lagerbygning. Branden havde ved politiet godt fat i bygningen, hvor 3-4 meter høje flammer kunne ses fra taget. Røgfanen gik nordvestlig retning, men ingen personer var i fare hverken som direkte følge af branden eller som følge af røgen. Der blev ikke foretaget nogen evakuering af personer i området, men nogle lastbiler i nærheden blev flyttet af sikkerhedsmæssige årsager.
Ved den brændende var nogle håndværkere til stede, og de var alle i sikkerhed i forbindelse med branden. Der var tale om personer, der havde udført elarbejde ved den nu brændende bygning. I forbindelse med arbejdet skulle en lednings plastbelægning krympes, hvortil en bunsenbrænder var blevet anvendt. Den åbne ild herfra havde ved et uheld fået fat i noget brændbart materiale, som håndværkerne ikke selv kunne få slukke branden i, inden ilden bredte sig til andre dele af lagerbygningen.
Brandslukningsarbejdet varede frem til midt på natten, og politiet skal nu efterprøve håndværkernes forklaring om brandårsagen, før politiet tager stilling til eventuel yderligere brandundersøgelse og eventuelt ansvar i forhold til uforsigtighed med brugen af bunsenbrænderen.

Ulovlig forbindelse med indsat i arresten – Ringvejen, Køge

Kl. 22.20 satte en mand fra Ringvejen sig uretmæssigt i forbindelse med indsatte i Køge Arrest. Politiet ledte efter manden, der blev truffet i en bil på Parkvej sammen med andre mænd. Der var tale om en 24-årig mand fra Kastrup, som blev sigtet for overtrædelse af straffelovens regler om uretmæssig forbindelse til indsatte i et arresthus.

Færdselsuheld – Blakledsvej, Vester Såby, Hvalsø – Lejre

Kl. 00.39 var en 23-årig mand fra Hvalsø på motorcykel på vej til en fest, men blev lidt forsinket undervejs. Under kørslen ad Blakledsvej ud for Liljevej kom et dyr på tværs af vejen, så den 23-årige motorcyklist forulykkede. Han slap dog uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret.

Brand i bil – Enghavevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 00.54 udbrød der brand i en bil, der stod i det fri i en privat indkørsel. Brandvæsnet fik slukket ilden bilen, men en nærliggende carport havde fået lidt varme- og sodskader. Ingen kom til skade ved branden, der formodes opstået i bilens motorrum. Der er ingen mistanke om noget strafbart, men politiet arbejder ud fra en formodning om, at en eller anden fejl i bilens installationer i motorrummet er årsagen til brandens opståen.

Spirituskørsel – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 02.42 anholdt og sigtede politiet en 41-årig kvinde fra den østlige del af Faxe kommune for spirituskørsel i en personbil. I forbindelse med mistanken mod hende beslaglagde politiet hendes personbil, idet alkometertesten var over to promille, så sagen blev omfattet af bestemmelserne om såkaldt ”vanvidskørsel”. Den 41-årige kvinde fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, inden hun blev løsladt.
Kvinden var blevet anmeldt til politiet af en anden bilist, der havde været tæt på at blive påkørt under kørslen på motorvejen i nordgående retning. Bilisten havde formået at få kvindens kørsel stoppet, inden politiet ankom til stedet. Den 41-årige vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet af blodprøven foreligger. Endvidere ønskede hun beslaglæggelsen af hendes bil forelagt retten, så en dommer skal nu kigge på grundlaget herfor.


Lørdag – søndag:


Narkokørsel – Stationen – Svinninge – Holbæk Kommune

Kl. 17.00 standsede en patrulje en personbil med henblik på at lave en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Patruljen skønnede, at føreren af bilen – en 25-årig mand fra Holbæk, var påvirket af narkotika, hvilken patruljebilens narkometer bekræftede. Den 25-årige mand blev derfor sigtet og anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Manden er fortsat sigtet i sagen, som vil blive afgjort, når resultatet af blodprøven foreligger.

Varetægtsfængsling - Forsætlig brandstiftelse – Ivar Huitfeldtvej, Køge

Kl. 19.01 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var i færd med at sætte ild til et træhegn ved en byggeplads. Politiet og brandvæsnet ankom til stedet og kunne konstatere, at der var ild i et træhegn. Politiet traf en 39-årig uligevægtig mand fra Nordsjælland, som var i besiddelse af en flaske lampeolie. Manden blev sigtet, anholdt og visiteret, hvorved politiet fandt ham i besiddelse af tændbriketter og en lighter. Manden erkendte ildspåsættelsen. Brandvæsnet slukkede ildebranden, som havde beskadiget træhegnet samt et strømkabel ind til byggepladsen. Brandvæsnet fik slukket for strømmen i det beskadigede elkabel. Manden, som har andre verserende sager om ildspåsættelser andre steder i landet, blev fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor han blev varetægtsfængslet i surrogat i fire uger.

Kørsel i narkotikapåvirket tilstand og uden førerret – Bakkegården, Hørve – Odsherred Kommune

Kl. 20.00 standsede en patrulje en personbil, som blev ført af en 25-årig mand fra Fårevejle, som var frakendt førerretten. Patruljen mistænkte, at den 25-årige mand var påvirket af narkotika, og manden blev derfor anholdt og sigtet. Efter udtagelse af en blodprøve blev manden løsladt. Han er dog fortsat sigtet for forholdene, som bliver afgjort, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.

Kørsel uden førerret – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk Kommune

Kl. 21.12 standsede politiet en personbil. Bag rattet sad en 50-årig kvinde, som ikke havde førerret. Kvinden blev sigtet for kørsel uden førerret og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brand viste sig at være falsk alarm – Knud Den Stores Vej, Roskilde

Kl. 22.06 fik politiet et alarmopkald om en mulig ildbrand i en lejlighed tilhørende en 39-årig mand, som ikke var hjemme. Ved politiets og brandvæsnets nærmere undersøgelser viste det sig, at der var tale om en LED-lampe, som var tændt i lejligheden og som lyste med et blafrende skær, således at det fra gaden lignede en ildebrand. Den 39-årige ejer af lejligheden aftalte med politiet, at han ville komme hjem og få slukket lampen, og politiet kørte videre til andre opgaver.

Spirituskørsel – Marksvinget, Køge

Kl. 00.15 standsede politiet en personbil, som blev ført af en 41-årig mand fra Køge, som viste sig at være spirituspåvirket. Manden blev sigtet og var kortvarigt anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve. Manden vil få afgjort sin sag, når resultatet af blodprøven foreligger.

Lovgivning om euforiserende stoffer – Østre Ringvej, Ringsted

KL. 00.23 observerede politiet en mand, som sad i en slukket personbil. Politiet tog kontakt og fandt manden i besiddelse af en pølsemandspose indeholdende 0,45 gram kokain samt flere tomme pølsemandsposer med rester af hvid pulver. Manden, en 32-årig mand fra Kalundborg Kommune. Den 32-årige erkendte, at det fundne stof i bilen tilhørte ham, og han blev sigtet for forholdet. Politiet konfiskerede stoffet, og manden vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Beruset mand fik lov at falde til ro på politistationen – Roskilde

Kl. 00.39 anholdt en patrulje en beruset 25-årig mand fra Roskilde ved en beværtning på Jernbanegade. Manden blev taget med på politistationen og fik lov at falde til ro i detentionen. Kl. 06.50 blev han løsladt til gaden.

Mand tilbragte natten på politistationen – Roskilde

Kl. 01.42 blev politiet tilkaldt til en beværtning på Jernbanegade, hvor de anholdt en mand, som ikke ville følge politiets anvisninger om at forlade stedet. Manden var i politiets varetægt indtil næste morgen, hvor han kl. 08.05 blev løsladt til gaden.

Lovgivning om euforiserende stoffer – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 01.55 observerede politiet to personer med en mistænkelig adfærd. Politiet visiterede personerne og ransagede i den forbindelse to biler. I den ene bil fandt politiet 3 pølsemandsposer indeholdende samlet 2,5 gram kokain. Den ene mand – en 19-årig mand fra Korsør – blev sigtet i forholdet, og politiet konfiskerede stoffet. Manden er sigtet i sagen og vil høre nærmere, når sagen skal afgøres.


Søndag – mandag:


Mobiltelefoner stjålet i S-toget om natten

Midt- og Vestsjællands Politi har i løbet af weekenden modtaget syv anmeldelser om tyveri af mobiltelefoner, mens indehaverne fra politikredsens østligste kommuner har kørt i S-tog primært på strækningen mellem Køge og København H.
Anmeldelserne omhandler tyverier af dyre mobiltelefoner, der er blevet stjålet fra både mænd og kvinder i alderen 18-40 år, når de har kørt i S-toget om natten. Telefonerne har været opbevaret hos indehaverne, men enkelte har dog oplyst til politiet, at de har været mindre opmærksomme under togrejsen. Nogle har været på vej hjem efter en bytur og er faldet i søvn i S-toget, selv om rejsen kun skulle være en kort strækning, så nogle af ofrene har kørt på længere strækninger på S-togsnettet uden at opdage tyveriet, før de vågnede.
Politiet vil nu kigge tyverianmeldelserne igennem for at se, om der måtte være en eller flere personer, der kan mistænkes for at stå bag tyverierne. De stjålne mobiltelefoner er nu blevet efterlyst hos politiet, således at telefonerne ikke kan bruges uden at blive afsløret.

Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 12.18 bad en centervagt om assistance fra politiet, idet en mand var tilbageholdt som mistænkt for tyveri fra en butik i outletcentret. Politiet fik kontakt til en 50-årig mand fra Ringsted, som havde været inde i en butik, hvorfra han havde taget en knivblok med fem knive uden at betale. Personalet havde diskret fulgt efter, og vagter i centret havde fundet manden på et toilet med tyvekosterne. Den 50-årig blev sigtet for butikstyveri af knivblokken med de fem knive til en samlet værdi på knap 6.900 kr. Endvidere vil han blive mødt af et erstatningskrav, da den ene kniv var blevet beskadiget i forbindelse med tyveriet.

Færdselsuheld – Greve Centervej, Greve

Kl. 14.45 rykkede politiet ud til et materielt færdselsuheld, hvor tre bilister var blevet involveret. Det viste sig, at en 49-årig mand fra Taastrup under kørsel i en personbil med tilkoblet trailer ad Greve Centervej mod sydøst pludselig havde tabt traileren, da anhængertrækket havde revet sig løs. Traileren havde som følge heraf ramt to andre personbiler ført af en 48-årig mand fra Greve og en 77-årig mand fra Hedehusene. Ingen af føreren kom til skade, men et bugseringskøretøj måtte tilkaldes til at fjerne den 48-åriges beskadigede bil. Politiet registrerede omstændighederne og parterne i uheldet.

Uorden og hærværk – Sygehusvej, Køge

Kl. 13.42 fik politiet en anmeldelse om, at en mand knuste ruder ind til et psykiatrisk værested. En patrulje kørte til området, hvor det via en medarbejder på værestedet blev klarlagt, at en 32-årig mand fra Herfølge havde knust flere ruder på stedet. Medarbejderen ville sørge for afdækning af de ødelagte ruder, men den 32-årige var ikke umiddelbart at finde i området.
Kl. 15.01 kom en fornyet anmeldelse om, at samme 32-årige mand nu havde indfundet sig i en slags baggård, hvor han igen knuste ruder. Denne gang fik politiet kontakt til den 32-årige, som blev sigtet for hærværk og frihedsberøvet for undgå yderligere tilfælde af hærværk og forstyrrelse af den offentlige orden. Først på aftenen skønnede politiet, at den 32-årige ville være i stand til at færdes i det offentlige uden at forøve fornyet kriminalitet. Politiet har med baggrund i den 32-åriges personlige forhold og bevæggrundene for hærværkssagerne udfærdiget en socialrapport til Køge Kommune.

Færdselsuheld – Gøderupvej, Gøderup, Roskilde – Lejre

Kl. 16.30 anmeldte ejeren af en hæk, at hækken netop var blevet påkørt af en varebil, hvis fører var gået fra stedet. En hundepatrulje blev sendt til uheldsstedet, hvorfra færd efter føreren af varebilen kunne følges til en gård i nærheden, hvor politiet fik kontakt til en uskadt, 36-årig mand fra Køge. Han blev af anmelderen genkendt som værende føreren af den forulykkede varebil, hvis ene forhjul var blevet beskadiget. Den 36-årige var ædru, men i forvejen frakendt kørekortet, så han ikke måtte være fører af et køretøj, hvortil kørekort kræves. Han blev i forbindelse med uheldet sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken, som den 36-årige vil høre nærmere om fra politiet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Rynkevangen, Kalundborg

Kl. 16.35 sigtede politiet en 46-årig mand fra Kalundborg for kørsel uden førerret i en personbil, som politiet havde standset med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. I forbindelse med sigtelsen blev den 46-årige oplyst om de gældende regler vedr. beslaglæggelse af et køretøj, såfremt han igen blev afsløret i at være fører trods den manglende førerret. Politiet kunne nemlig konstatere, at det var anden gang inden for de seneste tre år, at den 46-årige fik en sigtelse for den overtrædelse af færdselsloven. Efter endt sagsbehandling forlod politiet stedet.
Under fortsat patruljering i Kalundborg så samme patrulje den 46-åriges bil køre fra det sted, hvor den var standset. Ved en fornyet kontrol af bilen kunne nu konstatere, at den 46-årige trods oplysningerne om konsekvenserne havde sat sig bag rattet. Politiet gav ham nu den tredje sigtelse for kørsel uden førerret inden for de seneste tre år og gjorde den 46-årige bekendt med, at hans personbil nu blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Beslaglæggelsen var den 46-årige ikke enig i og ønskede, at en dommer skal kigge nærmere på grundlaget herfor.

Butikstyveri afslørede spirituskørsel mv. – Vallekildevej, Hørve – Odsherred

Kl. 17.45 anmeldte en opmærksom, 55-årig lokal mand, at to mænd havde stjålet nogle varer fra en COOP 365-butik, hvorefter de var kørt fra stedet i en personbil, hvis nummerplade anmelderen havde aflæst.
Under søgning efter køretøjet med de to mænd modtog politiet en henvendelse om en mulig spiritusbilist på Skagerakvej, Holbæk. Nummerpladen på den mulige spiritusbilist var identisk med nummerpladen på den bil, der var kørt fra Hørve lidt tidligere.
Eftersøgningen efter bilen endte på Knudskovparken, Holbæk, hvor bilen udramatisk blev standset. Bag rattet sad en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Nykøbing Sj., som medbragte en 45-årig mand fra Holbæk som passager. Føreren blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og ved ransagning af bilen fandt politiet en buket blomster og noget chokolade, som var tyvekosterne fra butikstyveriet i Hørve, samt en ulovlig foldekniv. Begge blev derfor også sigtet for tyveri af disse varer fra supermarkedet, og føreren fik også en sigtelse for ulovlige kniv, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og derefter blev løsladt.
Passageren havde et femcifret kontantbeløb på sig, og da han skyldte penge til det offentlige, beslaglagde politiet en stor del af pengene som afdrag på gælden. Det protesterede den 45-årige passager over, så nu skal en dommer se nærmere på politiets grundlag for at fratage ham pengene.

Mistænkelig mand – Nyportstræde, Køge

Kl. 02.54 fik politiet en henvendelse om en mand, der opførte sig mistænkeligt ved nogle fitnesslokaler. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en 40-årig mand fra Køge, der i nattens mulm og mørke havde været ude for at lede efter pantflasker. Han havde ikke foretaget sig noget ulovligt, så politiet foretog sig ikke yderligere over for ham.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi