Ny ringvej sparer CO2

Foto: Holbæk Kommune.
dato

Holbæk Kommune er i gang med at forlænge ringvejen fra Skagerakvej til Munkholmvej, et projekt der skiller sig ud ved at reducere kommunens samlede CO2-udledning med otte procent.

Hemmeligheden er brugen af slaggegrus, et restprodukt fra forbrænding af affald, som optager store mængder CO2. I alt skal der bruges 27.000 tons slaggegrus, der allerede ved levering har optaget 208 tons CO2.

Slaggegruset fortsætter med at optage CO2 gennem hele sin levetid, også når det er blevet til en vej, hvilket vil øge reduktionen over tid.

Udover CO2-reduktionen er en anden fordel ved slaggegruset, at det er et restprodukt, hvilket sparer på regionens ressourcer af sand og grus.

Holbæk Kommune er den første kommune, der benytter slaggegrus i så stor skala, hvilket har skabt opmærksomhed både i offentligheden og i faglige kredse. Vejprojektet forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2024.


https://holbaek.dk/nyheder-og-presse/nyheder/trafik-og-veje/2023/ny-ringvej-sparer-co2/
Kilde: Holbæk Kommune