På Jernbaneplads i Holbæk blev der kl. 14.30 anmeldt et tyveri af en cykel. En mand fra Holbæk havde fået stjålet sin cykel fra stationen. Manden havde monteret et sporingsværktøj på cyklen, hvilket viste sig at være afgørende i opklaringen af tyveriet.
Sporingsværktøjet viste, at cyklen befandt sig i en lejlighed i Vipperød. Politiet kørte til adressen, hvor de tydeligt kunne høre, at sporingsværktøjet afgav en lyd inde i lejligheden. Døren var ikke låst, så politiet gik ind og hentede cyklen.
Der befandt sig ingen personer på stedet, og det vil nu blive undersøgt, om nogle af lejlighedens beboere kan knyttes til tyveriet.